- Cookies - Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Accepter

Eurocode 5: Trækonstruktioner

Eurocode 5 giver generelle dimensioneringsgrundlag for trækonstruktioner sammen med særlige beregningsregler for bygninger. Nogle af emnerne som behandles er generel, projekteringsgrundlag, materialeegenskaber, holdbarhed.

FAQ om DS/EN 1995-serien (trækonstruktioner)

Nedenstående har vi samlet en række spørgsmål og svar vedrørende DS/EN 1995-serien. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har et spørgsmål du ønsker svar på.

Få svar på spørgsmål til eurocode 5

Spørgsmål

Tandplader, anv. klasse 3

Af Tabel 4.1 på s. 30 i EN 1995-1-1 fremgår at der skal anvendes tandplader i rustfrit stål i anvendelsesklasse 3. Dette kan foranledige en til at tro, at tandpladesamlinger kan benyttes i anv.klasse 3.

Gentagen opfugtning og udtørring i anv.klasse 3 over en længere periode (flere år) kan imidlertid resultere i, at tandpladerne arbejder sig ud. Dette er tilsyneladende baggrunden for at ingen tandplader til dato er godkendt til anv.klasse 3. At tandplader ikke er påtænkt benyttet i anv.klasse 3 kan illustreres ved det faktum, at det edb-program, som fabrikanterne almindeligvis benytter ved dimensioneringen, ikke kan håndtere anv.klasse 3. Desuden synes testbetingelserne i EN 1075 ikke at afspejle en sådan langtidseffekt.

Forslag: Der bør i en note gøres opmærksom på dette problem, evt. bør tandplader ikke medtages i kolonnen for anv.klasse 3 i Tabel 4.1. Hvis tandplader tillades anvendt i anvendelseklasse 3 bør forudsætningerne fremgå, f.eks. i form af et krav til anvendelsesperiodens længde (levetid), såfremt man skal sikre sig mod at tandpladerne arbejder sig ud som følge af skiftevis opfugtning og udtørring. 
I tilknytning til ovenstående ønskes normudvalgets holdning til anvendelse af tandpladesamlinger for spær til stilladskonstruktioner ifm. udstøbning af betonbroer. Er der særlige krav til opbevaring på pladsen og til indbygningen/opstillingen, som bør opfyldes? Er der særlige beregningsforudsætninger, som bør lægges til grund? Indtil videre forudsættes, at der er tale om nye spær og ikke genbrug af spær.

Svar

Udvalget er enig i at formuleringen vedrørende tandplader i anvkl 3 kan præciseres. Da det ikke kan siges at være en fejl vil det først kunne ske ved næste udgave af EN 1995-1-1. 

Vedrørende nye spær har udvalget ingen betænkeligheder ved at anvende sædvanlige galvaniserede tandplader i midlertidige konstruktioner selvom de skal henføres til anvendelsesklasse 3, idet korrosion ikke bliver et praktisk problem og erfaringen viser at pladerne ikke arbejder sig nævneværdigt ud når brugstiden er begrænset. 

For længerevarende projekter vil det dog være hensigtsmæssigt at foreskrive en visuel inspektion fx hver 6. måned af om pladerne har arbejdet sig ud eller om galvaniseringen er borttæret. Eventuel genbrug bør kun finde sted hvis man kan opstille en fyldestgørende inspektionsprocedure, eventuelt suppleret med en ekstra fastgørelse af tandpladerne.

Spørgsmål | 2011

I EN 1995-1-1, afsnit 9.2.2 (4) angives krav til mindste overlap for tandplader. Er det absolutte krav, så der ved projekteringen skal tillægges tolerance på placeringen? 

Svar

Mindstekravet på 40 mm er et absolut krav. Når kravet om en tredjedel af trædelens højde er afgørende er det ikke nødvendigt at tillægge tolerance hvis flækningsbæreevnen kan eftervises for den faktiske placering.